En Ny Begyndelse

Året der gik & ingen nytårsforsæt

Billedresultat for happy new year 2019

Så blev det årets sidste dag og sikke en rejse for at nå hertil.

År 2018 har været fantastisk på mange måder og samtidig hårdt. Den største barriere vi som familie skulle igennem var at finde os selv på ny. Finde vores nye pladser i familien. Vi skulle også byde nye medlemmer velkommen. Skilsmisser er noget mange familier går igennem, men det gør det ikke lettere. Der er ingen opskrift på en lykkelig skilsmisse, men det vigtigste er jo børnene og det er vigtigt at have dem i centrum, så de kommer nemmest igennem. Ting tager tid og det gør det også at komme igennem en skilsmisse. Jeg synes vi er kommet godt igennem året som familie og det vigtigste for os er stadig kommunikation, det er alt afgørende.

Jeg elsker hele min skøre, store, fantastiske sammenbragte familie – sammen har vi skabt en helt fuldstændig vidunderlig magisk verden, som jeg aldrig vil være foruden. Jeg er så glad for alle vores dejlige øjeblikke og ser frem til 2019 – til flere skønne oplevelser med alle. Min familie er det vigtigste for mig.

Mit år startede med nyt job og jeg arbejder nu hos HD Forsikring som Underwriter Assistant. Det er forsikring for Harley Davidson motorcykler. Jeg er rigtig glad for jobbet med de bedste kollegaer og sjoveste kunder.

Dog kan jeg huske, at på mit gamle job hos QBE – også motor forsikring, at vi havde medarbejder samtaler, hvilket selvfølgelig er meget normalt. Her skulle vi udfylde papirer og vurdere os selv og bagefter skulle vores leder gøre det. Den danske afdeling jeg var hos, var ikke særlig stor i forhold til de forskellige afdelinger i verden. Hovedkontoret ligger i London. Vi var ikke så mange,  men jeg kan huske vi skulle udfylde vores mål for fremtiden. Vi skulle stræbe efter noget mere og vi skulle skrive en stilling på, der var højere end den vi havde. Jeg kunne blive senior og så hed det næste gang manager. Jeg havde ikke lyst til at blive manager, men vi skulle gå efter noget højere end hvor vi var. Jeg syntes godt nok det var mærkeligt at skrive noget på, som jeg egentlig ikke havde lyst til.

Med det i mente, bringer det mig frem til selve det at sætte et nytårsforsæt eller flere. Mange sætter høje mål for det nye år og nogle gange også urealistiske mål. Det er så populært at have nytårsforsæt, men det er jo ikke sjovt, hvis man ikke når dem eller gennemfører. Så får man det dårligt med sig selv og dunker sig selv oven i hovedet. Det er jeg sikker på der er mange der har prøvet inklusiv mig selv.

Jeg undrer mig over hvorfor er det, at vi hele tiden skal sætte os de mål for fremtiden, som vi SKAL nå?  Jeg tænker, hvornår må man egentlig bare være tilfreds med det hele? Hvornår må man bare være? Jeg var rigtig glad for min stillig hos QBE, så jeg havde ikke lyst til at gå efter mere. Mere vil have mere og det siges jo , at det er sundt at udfordre sig selv, prøve noget nyt og tage ens liv op til overvejelse. Rejse nye steder hen. Dog mener jeg, at der også skal være plads til bare at leve livet som det er, hvis man er glad for det, uden at blive dømt af andre.

Hvorfor skal man hele tiden sigte højere end hvor man er? Er det ikke ok bare at være tilfreds og glad for sit liv? Der må da være nogen derude der bare er rigtig glade for deres job, familie, bolig osv. Så de lever et tilfreds liv. Egentlig må det være det ultimative at nå til tilfredshed med sit liv. At være så glad for sit liv, at man ikke har lyst til at ændre noget som helst.

Det er bare så populært at skulle nå noget og have mål. Men det er også det der gør os stressede og gør os kede af det hvis vi ikke når det. Så kan man hurtigt føle sig som en fiasko og være negativ omkring det. Negativ energi er aldrig godt for krop og sind. Så måske året 2019 ikke skal være et år, hvor man skal nå en masse, men man kan stoppe op og bare nyde hvor man er og være glad for det. Selvfølgelig kun hvis man er tilfreds med sit liv. Hvis man ønsker at forbedre nogle ting, så skal man selvfølgelig op på hesten og gå efter sine drømme.

Derfor vil jeg prøve at gøre år 2019 til et rart år for mig, fyldt med positiv energi og tanker (nemmere sagt end gjort). I stedet for at blive sur på mig selv, så vende det til noget positivt. Jeg vil prøve at se lysere på tilværelsen og ikke hele tiden være efter mig selv over ting jeg burde. Ingen nytårsforsæt til mig, bare være glad for det jeg oplever, nyde, lærer og leve i nuet.

Rigtig godt nytår og jeg håber i alle kommer godt og sikkert ind i det nye år.                                                                                            

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En Ny Begyndelse