Maggie kan ikke kravle
Men det gør ikke noget – det kommer meget snart (Håber vi) 🙂
Vi havde et ekstra besøg af sundhedsplejersken i morges. Jeg havde fri fra job i dag, så vi var alle til stede ved mødet. Silas kom hjem efter GoMorgen DK og nåede det lige.
Sundhedsplejersken var hos os for et par måneder siden, og der sagde hun at Maggie var lidt for “doven”. Maggie har tre forældre omkring sig og tre sæt bedsteforældre. Det betyder, at der hele tiden er nogen til at bære hende, eller give hende hvad hun vil have. Der er hele tiden en af os der er frisk og på og det nyder Maggie godt af. Vi fik dengang besked på at Maggie skulle mere på gulvet, ligge på maven og legetøjet skulle ligge lidt væk fra hende. Dette har Silas og Johannes så øvet med hende indtil i dag for at styrke hendes motorik.
Det skal lige siges at Maggie gerne vil gå. Hun holder fast i en finger på hver hånd og så er det afsted. Hun løber også. Hun bliver stik tosset hvis man ikke går med hende hele tiden. Hun flipper og græder, og ligeså snart man så går med hende, så griner hun igen. Det er så skørt, at hun allerede ved hvordan man får sin vilje. Tænk vi allerede nu skal til at tage kampen, for at lære hende ikke altid at få sin vilje. Hun er kun 10 måneder gammel.
Vi troede lidt på, at hun nok bare ikke kom til at kravle, men den gik altså ikke. Hun SKAL lære at kravle først. Det siger dagplejen også.
Selvfølgelig var Maggie pylret idag og da vi lagde hende på gulvet græd hun. Maggie er ellers aldrig pylret og altid evig glad, men selvfølgelig den dag sundhedsplejersken skal komme, så er hun ked af det. Hun var bare mega træt, men sundhedsplejersken nåede at se hende lidt på gulvet, og så hende gå. Hun sagde det nok snart skal komme, så der er håb endnu 🙂 Det var dejligt at høre 🙂 Hun må bare ikke bruge sin gå-vogn så meget og så skal hun stadig være meget på gulvet, selvom hun ikke gider.
Da Johannes skulle ud med Maggie, så hun kunne sove, vinkede og smilede Maggie til sundhedsplejersken. Det var så sødt 🙂
Sundhedsplejersken sagde til sidst at vi gjorde det godt og Maggie er et nemt barn pga. os. Det var så dejligt at høre og så er det ok hun ikke kan kravle – endnu 🙂
Jeg er mor til 4 guldklumper, hvor den ene aldrig har kravlet, han er idag 12 år gammel, træklatrende, paqourfyr… Hans motorik fejler absolut ikke noget, han havde bare ikke tid, til det pjat, han skal fremad i livet, og stadig med 180 km i timen… Ha en god dag…