Den evige bekymret mor

Tror dette indlæg er noget de fleste mødre kan relatere sig til. Silas kunne ikke helt forstå det og ser meget mere realistisk på det 😉 Men han spørger interesseret ind til følelserne. Tror fædrene føler meget det samme som mødrene, og de vil også gøre alt for deres børn, men der er bare det der hedder moderinstinkt – det er en vild følelse. Når Maggie græder, græder jeg inden i, når Maggie slår sig, gør det forfærdeligt ondt inden i. Det tror jeg ikke det gør på fædre – men jeg kan tage fejl.

De følelser der følger med at være blevet mor er jo fuldstændige vanvittige. Man tror slet ikke det er muligt at føle så meget, før man er blevet mor.

Maggie er begyndt at gå – alene uden hjælp fra hånden af en person. Det er så dejligt hun kan gå og når hun rigtig er stabil bliver det en stor hjælp især om morgen. For det er hårdt at bære hende ud + tasker + skraldeposen (man går jo ikke to gange ;)) Det bliver dejligt, når hun bare kan gå ved siden af.

Men indtil hun bliver rigtig stabil kommer hun til at tage nogle ture i gulvet og det er her det ikke er rart at være mor. Og det er her Silas er mere realistisk og siger at det skal hun igennem og det skete også for os og vi kan jo ikke huske det. Jeg siger mange gange til mig selv: “Hun kan ikke huske det. Hun husker først ting fra hun er omkring 3 år” 🙂

Alt gør ondt inden i mig når hun falder. Nogen gange falder hun bare på rumpen og så er det ok. Men det er når hun falder bagover eller forover og slår hovedet. Hun ved jo ikke hvordan hun tager fra. Bare det jeg skriver om det gør det ondt indeni. Det er frygteligt hun skal igennem nogle styrt. Og selvom jeg prøver at være tæt på hende når hun går, så er det ikke altid sikkert jeg kan nå at gribe hende.

Jeg bliver så ked af det indeni når hun græder. Jeg ville ønske at jeg kunne tage alle knubs for hende resten af livet, men det kan jeg jo ikke. Og det er noget hun skal igennem og hun lære af det og hun bliver stærkere af det.

Jeg tror på at jo ældre hun bliver, jo større bliver bekymringerne – jo vildere ting kan ske. Godt hun har to fædre der er stærke og kan tåle meget mere 🙂

Jeg havde engang en kollega på mit gamle job, der blev ringet op af hans datters børnehave. Hans datter skulle på skadestuen for hun var faldet ned at et klatrestativ og slået fortanden ud tror jeg nok. Jeg glemmer det aldrig. Jeg talte tit med ham om hvordan han kunne klare det, når der var blod osv. og de kom slemt til skade. Han sagde når det er ens barn, så går et overlevelsesinstinkt op i en og man gør alt hvad man kan, for at sit barn får det godt igen og trøster osv. Man kan alt når det kommer til ens barn.

Jeg er overhovedet ikke god til blod. Og besvimer når jeg skal have taget blodprøve, så jeg skal ligge ned. Så jeg gruer virkelig for de slemme skader og jeg har allerede ondt i maven, af at tænke hun skal igennem det – vores lille baby.

Som i kan se på billederne har Maggie haft tre lidt slemme fald her i sidste uge. Hun har fået en skramme i panden og et blåt mærke i panden og et blåt mærke på kinden.Lille pus 🙂

Alt river inden i mig og gør ondt. Men det er jo sådan en mor er designet. De skal have de følelser for at beskytte sit barn. Det er derfor barnet overlever. Det er bare vilde følelser…

Nogen gange tror jeg, at jeg er for følsom til at være mor 🙂