Det bedste til Maggie

Min fødsel og hvorfor jeg har svært ved at give slip

(Sorry meget langt indlæg)

Min fødsel var en ret så hård fødsel (og det er de fleste vidst nok :)) men derfor har det været virkelig rart at få skrevet alle detaljerne ned. Det har været lidt terapeutisk på en måde 🙂

IMG_4293

Jeg havde termin den 16-09-2014 og fredag den 19-09-2014 havde vi en tid hos vores jordemoder. Vi havde tid kl. 12 så drengene kunne nå til generalprøve på Vild med Dans om eftermiddagen. Da jeg havde haft mange plukveer, som jeg ellers aldrig havde, bad jeg jordemoderen tjekke mig og se om det var muligt med en hindeløsning. Hun tjekkede mig og jeg var så to fingre åben. Hun sagde at normalt ville hun ikke lave hindeløsning på førstegangsfødende, men når jeg var lidt åben så ville hun godt. Hun sagde dog at vi skulle være forberedte på at det kunne gå meget hurtigt. Vi tog chancen selvom drengene skulle danse i Vild med Dans om aften.

Drengene tog til generalprøve og jeg tog hjem og hvilede. Kl. 16 startede så hvad der viste sig at blive en meget lang og hård dag/nat og næste morgen. Veerne startede i de små. De kom hvert tyvende minut og varede kun 30 sek., men de var alligevel ubehagelige. Mine forældre kom hjem til mig og så Vild med Dans og så efter mig. Allerede fra kl. 16 brugte jeg mine vejrtækningsøvelser. Jeg holdt fast i vindueskarmen og koncentrerede mig om vejrtrækningen. Det hjalp meget, at have noget at aktivere mig med for at tage fokus væk fra smerten.

Som aften gik blev veerne vildere og vildere og kom oftere. Jordemoderen fra Rigshospitalet sagde dog det var for tidligt at komme ind. Veerne skulle vare over et minut. Fra kl. 22 følte jeg veerne kom hele tiden. De kom tættere og tættere på hinanden og nogen gange var der ikke pause mellem dem. Det var så hårdt og gjorde så ondt. En smerte jeg slet ikke kan beskrive.

Jeg ringede efter drengene som holdt pressemøde efter Vild med Dans. De kom så hurtigt de kunne og var hjemme kl. 23. Silas ringede til Rigshospitalet og de sagde vi skulle komme.

Det var en sindssyg køretur derind. Der var ingen pause mellem veerne og drengene var sikker på, at jeg ville føde på vejen. Jeg var i chok. Jeg var overhovedet ikke forberedt på at veerne ville komme rullende oven i hinanden. Jeg havde øvet mig på vejrtrækningen og fået af vide at der ville være pause mellem veerne og i de pauser skulle man hvile.

Da vi kom frem kørte de et diagram på mig og undersøgte mig. Jeg var stadig kun to centimeter åben. Det kunne jeg slet ikke overskue at høre. Jeg troede jeg var ved at føde pga. de kraftige veer der kom kontant. Jeg kunne slet ikke være i min krop af bar smerte.

Jordemoderen kunne godt se, at jeg havde det slemt og at veerne kom hele tiden, så vi blev indlagt på stue 8, hvilket var der Kronprinsesse Mary havde født alle sine børn. Det er meget sjovt at tænke tilbage på, men i kampens hede var jeg bedøvende ligeglad. Den royale stue fødte jeg på, så min datter er også lidt royal. I hvert fald min prinsesse…haha 🙂

IMG_4361

Jeg ville helst føde naturligt uden smertelindring, men kl. 1 om natten hvor der havde været veer konstant uden pause kunne jeg godt se, at jeg ikke kunne holde til det mere. Jeg var så udmattet. Vi prøvede med lattergas først, men det hjalp overhovedet ikke. Det blev bare ubehageligt. Så vi blev enige om epidural. Lægen blev tilkaldt og det kunne kun gå for langsomt. Jordemoderen prøvede at tale med mig, men jeg blev nød til at afbryde hende konstant, for der kom hele tiden en ve og jeg ville koncentrere mig om min vejrtrækning. Hun nåede aldrig at fuldføre en sætning. Det var helt vildt. Jeg havde aldrig troet veer kunne komme på den måde.

Lægen kom og han blev nød til at lægge epiduralen mens jeg havde veer. Men fordi jeg koncentrerede mig om min vejrtrækning så lå jeg helt stille, og han kunne lægge den perfekt og jeg fik ingen bivirkninger af den. Den virkede hurtigt og det var det bedste jeg kunne gøre for mig selv. Der kom ro på i mave området og jeg kunne være mere tilstede og tale. Dog kom veerne stadig og selvom de sagde jeg skulle hvile, så kunne de godt se, at det ikke kunne lade sig gøre for der kom konstant veer bare i en mindre grad nu. Men det gjorde stadig ondt.

Jeg åbnede mig hurtigt til 8 cm. men efter epiduralen gik det hele lidt i stå. Maggies hoved kom ikke ned til åbningen selvom jeg åbnede mig. Jeg havde stadig stærke ve smerter og følte at jeg mistede kræfter og blev mere og mere udmattet. Jeg fik mere epidural sprøjtet ind og det hjalp lidt.

Selvom Maggies hoved ikke var helt nede blev jeg bedt om at presse når der kom veer. Jeg kom rundt i forskellige stillinger og på en bold. Jeg havde så ondt, at jeg også fik en pudendusblokade. Den kunne jeg dog ikke mærke hjalp. Kan ikke huske så meget fra da jeg fik pudendusblokade. Jeg var meget bedøvet. Men kan huske veerne var lige slemme og kom stadig uden pauser. Det var sindsyg hårdt og jeg var flere gange ved at give op og råbte det også. Jeg kunne bare ikke mere.

Min jordemoder ville på et tidspunkt  prikke hul på fosterhinden så vandet kunne gå i håb om, at det kunne sætte skub i tingene, men jeg var så bedøvet at jeg råbte: “Nej du må ikke, så drukner du min baby”…haha jeg var helt væk på bedøvelse.

Jeg sagde vidst mange sjove ting i løbet af fødselen, men kan ikke huske hvad. Jeg kan bare huske at drengene og min jordemoder ofte måtte kigge væk og holdt sig for munden, fordi de var ved at flække af grin 🙂

Senere igen fik jeg et vedrop, fordi veerne ikke var kraftige nok, til at skubbe Maggie ud. Jeg synes dog de var kraftige nok. Men i og med jeg var så bedøvet, så kunne jeg ikke mærke Maggie inde i mig. Så jeg sagde ofte til min jordemoder, at der jo ikke var nogen baby og vi skulle bare stoppe det her, altså fødslen. Det var en så mærkelig fornemmelse. Jeg følte ikke der var noget at presse ud.

Pressefasen varede i 1 1/2 time før jordemoderen gjorde noget. På det tidspunkt var det morgen og jeg havde fået ny jordemoder pga. vagtskifte.  Jeg var så træt og kunne overhovedet ikke mere. Kunne på ingen måde se en ende på det. Maggie var hele tiden lige ved at komme ud, men hver gang der var en vepause blev hun trukket tilbage igen.

Efter halvanden time skete der et event, hvilket vil sige at baby skal ud med det samme og pludselig var der 7 personer på fødestuen. Børnelæge, assistenter osv. Lagde ikke helt mærke til det, men ved Silas og Johannes blev urolige, men jordemoderen forsikrede dem om, at alt var ok. Så længe der er under 16 personer, så er alt godt. Maggie havde navlestrengene viklet rundt om halsen og sin krop og hun lå lidt skævt i mit bækken. Det gjorde, at jeg ikke kunne presse hende ud. Hver gang jeg pressede hende til udgangen, blev hun hevet tilbage af navlestrengen, selvom jordemoderen gjorde alt for at undgå det.

De ville nu til at bruge en sugekop. Jeg har virkelig hørt det er smertefuldt, men kunne ikke se at andet kunne hjælpe. Jeg havde ikke flere kræfter og havde tigget om kejsersnit i lang tid. Men i og med de hele tiden kunne se Maggie sagde de, at jeg godt kunne føde hende selv. Jeg var virkelig parat til at hoppe ud af vinduet og havde brug for en pause. Havde så mange smerter at det var fuldstændig ulideligt.

Hold nu kæft det gjorde ondt. Både at den blev sat på Maggies hoved og da jeg skulle presse. Det var den vildeste værste smerte, som jeg aldrig håber nogen skal opleve. Jeg troede aldrig jeg kom igennem det.

Jeg havde ingen kræfter til at pressen og synes det tog en evighed inden hun kom ud, selvom jeg fik hjælp af sugekoppen. De hev ikke Maggie ud med sugekoppen, men holdt hende bare så hun ikke gled tilbage igen, som hun gjorde før. Derfor skulle jeg stadig selv presse hende ud. Det var så hårdt. Men lige pludselig sagde det swup og ud kom en flod af fostervand og andet lækkert og den dejligste lille pige blev lagt op til mig.

1601438_10152298340172617_2455699899514333362_n

Lægerne måtte vaske ben efter fordi de blev så våde. Hun var det smukkeste vi nogensinde havde set og helt perfekt. Hun var en rigtig filmbaby uden særlig meget snask og blod på hendes krop. Helt fin og lyserød. Både Silas og Johannes var overrasket over hvor lidt blod der var.

20392

 

Maggie My blev født lørdag den 20-09-2014 kl. 09:27. Hun vejede 3416 gram og var 51 cm. lang.

42-baby-600

Under hele fødslen holdt jeg enten Silas eller Johannes i hånden. De skiftedes til det og ellers var jeg super glad for min jordemoder. Hun var for mig den eneste der duede. Jeg ville have hende tæt på mig hele tiden, for jeg følte mig tryg ved hende og følte virkelig hun guidede mig og hjalp mig igennem det hele. Da der var jordemoderskifte, blev den næste jordemoder også mit et og alt, og hende følte jeg mig også så tryg ved.

IMG_5385

Faktisk i dag ser jeg stadig mine to jordemødre, som i forvejen er veninder. Vi er blevet rigtig tætte alle tre og i dag kan jeg ikke forestille mig, at de ikke er en del af vores liv 🙂 De betyder alt for mig 🙂

Efter fødslen kunne jeg i perioder få det svært og ville ikke give slip på Maggie. Jeg følte og gør det stadig nogen gange, at det er bedst, at jeg tager mig af hende. Jeg føler ikke at det er fordi andre ikke kan, men det er bare bedst det er mig.

For hundrede år siden, var det ikke sikkert, at Maggie og jeg havde overlevet sådan en fødsel. Den blev betegnet af hospitalet som en hård fødsel. Jeg har hørt flere gange efter, at der sker noget med kvinder, når de har været igennem en hård fødsel. Alle deres instinkter bliver tændt og de bliver ekstra beskyttende over for deres børn. Maggie er jo et delebarn, og det gør jo at jeg bliver nød til at give slip en gang imellem, så drengene kan have hende. Langt de fleste gange er det ok for mig, men nogen gange kommer følelsen op igen, at det er bedst hvis jeg er der. Jeg har også i perioder svært ved at undvære hende. Nogen gange kan jeg få en følelse at have lyst til at flygte langt væk med Maggie og bare beskytte hende fra alt. Meget mærkeligt og svært at forklare. Jeg ved drengene er de bedste fædre i verden for Maggie, og de gør alt helt perfekt, så det er mærkeligt at den følelse kommer op i mig en gang i mellem. Det er irriterende, for jeg ved jo hun har det godt…

IMG_4366

IMG_4367

   

22 kommentarer

  • Malene

    Kæreste Louise!! Det er ligesom at læse min fødsel, dog blev jeg sat i gang, fik ingen besøvelse og de klippede i mig uden bedøvelse.. Jeg har også haft meget brug for at fortælle andre om min oplevelse. På den måde har jeg selv bearbejdet min oplevelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise Sjødahl Mahnkopf

      Gud hvor forfærdeligt at du ikke fik bedøvelse, det lyder helt sindsygt. Stakkels dig…godt du har delt din oplevelse for at bearbejde den.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone

    Og så tuder jeg… Tak Louise for din fødselshistorie. Har tidligere nævnt det men min datter er fra den 29. september 2014 og jeg havde også den værst tænkelige fødsel. Efter 31 timer med veer blev min datter taget ved akut kejsersnit. Jeg var helt åben men hovedet sad skæv og jeg fik ingen presseveer. Efter epiduralblokade, blåt knæ, brækket tå OG elendige jordmødre (UNDSKYLD) kom hun endelig ud. Desværre gik der infektion i mit kejsersnit så blev efterfølgende opereret 2 gange i fuld narkose på 3 dage og så kom mareridtet frem og tilbage på sygehuset… Dårlig, dårlig oplevelse med sygehus og personale så derfor så dejligt og vigtigt af vide at der findes gode jordmødre derude… Selvfølgelig gør der det… Du er sej Louise!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise Sjødahl Mahnkopf

      Tak for de søde ord. Sikke en oplevelse du har haft, lyder så forfærdeligt. Det er jeg virkelig ked af at høre og ked af at du skulle igennem. Håber du er kommet dig helt og har fået bearbejdet din fødselsoplevelse. Mange tanker herfra 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Det er overhovedet ikke mærkeligt at du har den følelse!! Den har langt langt langt de fleste nybagte mødre -hårde eller nemme fødsler. Den tilknytning/symbiose er helt særlig, helt biologisk og absolut ikke noget man skal have dårlig samvittighed over. Jeg ved I selv har valgt konstellationen helt velovervejet. Og at din datter har 3 gode forældre. Men sorgen over at skulle adskilles fra din datter er nok ikke anderledes end hvis der var tale om en skilsmisse familie. Det må være en sorg. Bare tanken om at skulle have været adskilt fra mine i de første år gør da ondt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise Sjødahl Mahnkopf

      Ja det tror jeg du har ret i…det er det samme for alle mødre 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette v

    Hvor er det smukt beskrevet… Det kunne være min søns fødsel du havde beskrevet, den startede dog lørdag kl 05.07 ogsluttede tirsdag kl 19.05 og helt uden smertelindring… Min dreng er født 5 1/2 uge for tidligt så smertelindring var noget de passede på med…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise Sjødahl Mahnkopf

      Tak for de søde ord 🙂 Hold da op en lang fødsel du skulle igennem – godt gået og så uden smertelindring – sejt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super seje Louise, godt gået smukke, jeg har selv været noget lignende igennem, og der var ik meget hjælp at hente da min mand, min rock, min støtte skred fra mig under min graviditet 🙁 så jeg har været alene lige siden. Jeg søgte meget råd rundt omkring og læste meget, jeg læste en del på http://www.gravidugeforuge.info det er virkelig en god graviditetsside, og kan varmt anbefales 🙂 knus fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise Sjødahl Mahnkopf

      Det er jeg virkelig ked af at høre, at din mand gik under graviditeten. Håber du er ok og har det godt i dag? Tak for rådet omkring graviditetssiden 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Mega godt gået Louise.. Der til en slem fødsel. Hold nu op så sejt at holde ud, uden bedøvelse. Jeg tænkte det kunne være fedt med et indlæg med hvad for nogle sjove ting du sagde under fødslen. Dem elsker jeg altid at læse om Super fede indlæg du skriver og da dee kun er 1 måneder mellem MM og min datter er set sjovt at læse om hvad MM kan

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise Sjødahl Mahnkopf

      Tak for de søde ord. Rigtig god ide med et indlæg om hvad jeg sagde under fødselen – det vil jeg lave, for jeg sagde ret mange skøre ting 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina n

    Kære Louise.
    For 1 måned siden fødte jeg min anden søn. En fødsel der på rigtig mange måder minder om din. Jo længere væk fra forløbet jeg er kommet, jo sværere har det været at snakke om det. Vi skal have en efterfødselssamtale med vores fantastiske jordemoder. Da jeg læste dit indlæg var jeg ved at stoppe rigtig mange gange fordi det simpelthen mindede for meget om mine egne oplevelser og tanker. Det gjorde på mange måder ondt at læse. men jeg “tvang” mig igennem det og sidder faktisk nu med tanken om, at jeg måske også skulle skrive det hele ned og få taget lidt hul på den bearbejdning jeg så elegant har skubbet væk fra mig. Tak fordi at du delte. Og tak fordi at lige har skubbet mig et skridt videre på at tage hul på det hele.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise Sjødahl Mahnkopf

      Undskyld det sene svar. Jeg er så glad for at du har taget det første skridt bare ved at sige du skal have din fødsel bearbejdet. Det er så sejt af dig, at selvom det gør ondt så vil du gøre noget ved det. Det hjalp mig rigtig meget at skrive det ned, så håber det også vil hjælpe dig. Mange tanker herfra

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Kære Louise. Ih altså, du skriver så godt. Så lærerigt at læse, og kun godt du har så stærk beskytterfølelse, tilknytningsfølelse og moderfølelse til Maggie. Du har lyst til at tage væk med Maggie og det er helt naturligt. Ved verden egentlig ikke for lidt om, hvad der sker mentalt i løbet af et år hos en kvinde som har født et barn ?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise Sjødahl Mahnkopf

      Tak for de søde ord 🙂 Jo du har helt ret – der er alt for lidt info omkring tiden efter fødsel. Der er så meget info omkring graviditet og fødsel, men det der sker efter er ligeså vigtigt, og det ved vi ikke meget om. Det vi ved er, at alle reagere forskelligt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er en sej Kvinde Louise godt gået,.. Er sikker på man bliver kun stærkere.
    Jeg har selv haft en lidt hård fødsel dag jeg D 11/11-2011 fødte min Maren var den heller ikke lige sådan en drømme fødsel. Maren vendte forkert, dvs med rumpen nedad. Jeg fik 2 vendingsforsøg desværre uden held. Lægen spurgte om hvad mit ønske var mht fødsel jeg svarede at jeg ønskede at føde naturligt og hun vuderede at jeg sagtens kunne klare det.
    Det kunne jeg også men Maren sad fast og de måtte “hjælpe” til med hænderne for at få hende ud og det gjorde ondt. Der skreg jeg AV ellers havde jeg været helt rolig så rolig jeg næsten sov mellem mine veer. Personalet på Randers sygehus på føde afd. sagde at jeg var sej og det blev man lidt høj af Maren fik desværre en lille skade med hendes højre som heldigvis er kommet sig rigtig godt efter at have gået til fysioterapeut og jeg har laver øvelser for at hendes arm skulle fungere igen. Nogle af hendes nerver er/var revet helt eller delvist over men hun er kommet sig godt og er blevet afsluttet hos overlægen på OUH sidste år.
    Det var ikke den fødsel jeg havde regnet med men det har ikke skræmt mig for at få flere håber bare at baby vender rigtig næste gang ellers bliver det kejsersnit.
    God aften

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise Sjødahl Mahnkopf

      Hold nu op en fødsel du har været igennem, så sejt gået 🙂 Hold nu op det må have gjort ondt at få hjælp med hænderne. Stakkels dig at du skulle det igennem og stakkels Maren. Godt hun er kommet sig igen oven på sådan en fødsel 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Kære Louise, hvor er det flot du deler din historie og er så ærlig omkring dine følelser. Jeg kan til fulde følge dine tanker om at det er bedst hvis du er der. Da jeg for snart 16 år siden fødte min smukke datter, havde jeg veer fra søndag aften til fødslen natten til fredagen efter. Et ubeskrivelig hårdt forløb som jeg aldrig glemmer. Min dreng tog knap 5 timer om at komme til verden. Jeg har stadig følelsen af at jeg da burde være der. Men det skal jeg ikke og min datter går nu på efterskole og udvikler sig ekstremt hurtigt. Hun siger i dag at min store kærlighed til hende og hendes bror, kombineret med at vi altid har talt åbent om tingene gør at hun føler sig tryg i sit nye liv på efterskolen. Hun ved hun altid kan komme hjem. Så mit råd er, elsk og gør det bedste for Jeres datter, så ved hun altid hvor hun har dig/Jer. Kort sagt, gør som du/I gør nu, det er det helt rigtige

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise Sjødahl Mahnkopf

      Tak for de søde ord og tak for rådet. Det vil jeg helt sikkert leve efter og huske på i fremtiden 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Britta

    Hejsa Louise.
    Jeg syns det er mega sej,at du vil dele din følelser.
    Knus britta

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det bedste til Maggie